Om UFDS

Alle nyheder
Digital generalforsamling UFDS

Færre søfarende i den danske handelsflåde kom til skade på deres arbejde i 2019 end året før.

Antallet af anmeldte arbejdsskader på de danske skibe faldt sidste år med seks procent, viser årsopgørelsen fra Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart, UFDS. I 2019 blev der anmeldt 599 arbejdsskader mod 640 skader i 2018. Tallet er samtidig det laveste gennem en årrække.

Den positive udvikling glæder ledelsen i forsikringsselskabet, selv om faldet i antallet af skader siger meget lidt om den endelige skadebelastning.

- Men det er interessant, at det samlede antal holdes nogenlunde stabilt, når antallet af forsikrede gennem årene har været stigende, konstaterede Lars Henneberg, formand for UFDS, da han på generalforsamlingen forleden fremlagde bestyrelsens beretning for 2019. På grund af COVID-19 blev generalforsamlingen afviklet online.

 

Tættere opfølgning giver resultat

UFDS håndterer den lovpligtige arbejdsskadeforsikring for besætningerne i den danske handelsflåde, og selv om rederierne generelt effektiviserer driften af skibene med færre besætningsmedlemmer, oplevede selskabet en stigning i antal forsikrede på tre procent til i alt knap 10.000 søfarende i de forgangne år.

Lars Henneberg understregede, at forsikringsselskabet har stor fokus på at nedbringe skadeomkostninger i de kommende år. Derfor har selskabet iværksat de første af en række strategiske tiltag.

- Som gensidigt forsikringsselskab er skadedækningen naturligt vores største omkostning. Vi vil derfor i tæt samarbejde med rederierne fokusere endnu mere på, hvordan skaderne bliver håndteret. Vi ved, at jo tættere vi følger skaden og den skadelidtes vej tilbage på arbejdsmarkedet, jo større betydning kan det have for, hvordan eksempelvis omkostningerne udvikler sig, understregede Lars Henneberg.

formand

Et af UFDS’ initiativer er ansættelsen af en socialrådgiver til at følge op og assistere den skadelidte.

Trods den positive udvikling med et fald i antallet af skader var 2019 et ”udfordrende” år for UFDS.

- Vi landede dog på benene…, tilføjede Lars Henneberg.

Bestyrelsen havde blandt andet budgetteret med et underskud på fire millioner kroner, men det endte på 5,8 millioner kroner før skat. Årsagen var et negativt afkast på selskabets investeringer.

 

 

 Ny præmie taget godt imod

Selskabet har fra årsskiftet indført en differentieret præmiebetaling. Den nye præmie fastsættes blandt andet ud fra en inddeling af rederiernes skibe i fire forskellige fareklasser: Gods, offshore, passager og tank. Samtidig indgår de enkelte rederiers skadesstatistik for de seneste fem år i den endelige fastsættelse af præmien.

- Ønsket har været at skabe større gennemsigtighed og fortsat opretholde en stor grad af solidaritet, der ligger i tråd med den gensidige tanke. Samtidig har det været et mål, at et lavt skadesniveau også slog igennem på det enkelte rederis præmie. Den nye ordning er blevet taget godt imod, fastslog Lars Henneberg.

Foruden en reducering af skadeomkostningerne har bestyrelsen i strategien for de kommende tre år iværksat til en række initiativer til at optimere driften og styrke kapitalen samt konkurrenceevnen yderligere som rederiernes foretrukne samarbejdspartner.

 

COVID-19 som usikkerhedsfaktor

Lars Henneberg understregede, at bestyrelsen med de nye tiltag forventer et regnskab med et plus på driften i 2020. Han tog dog forbehold for den usikkerhed, som hele situationen med COVID-19 har skabt på globalt plan, og han lagde ikke skjul på, at pandemien kan påvirke resultatet på mange måder.

- En af dem er aktiviteterne i rederierne, der lige nu forventes at falde. Det kan medføre færre forsikrede og dermed et fald i indtægter på præmierne. Desuden er vi meget afhængige af udviklingen på rente-, aktie- og valutamarkederne. Jeg tror alle har oplevet, hvor stor usikkerheden her er for øjeblikket. Endelig kan følgevirkningerne af sygdommen påvirke skadeomkostningerne, hvis de søfarende er blevet smittet i forbindelse med deres arbejde, så på trods af vores planer og gode hensigter forventer vi et 2020 med høj bølgegang, sagde Lars Henneberg.

onlinemøde skræm UFDS 1004 mail

For søfarende

Vil du også vide mere?

For redere

Vil du også vide mere?

Om UFDS

Vil du også vide mere?

Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart – Én for alle, alle for én