Om UFDS

Alle nyheder
Benedikte Hertel er traumeekspert hos Sedgwick Danmark og hjælper blandt andet UFDS’ medlemmer med behandling efter ulykker til søs.

En traumatisk oplevelse som søfarende sætter sig i kroppen både fysisk og psykisk, og begge dele skal adresseres ordentligt, så den skadelidte kan komme godt tilbage på jobbet, til glæde for alle parter. Benedikte Hertel fra Sedgwick Danmark er klar til at hjælpe UFDS’ medlemmer med netop det.

Ulykker på havet kan ofte være alvorlige sager med store kræfter involveret og dertil også langt til lægehjælp. Af samme årsag gør UFDS-medlemmer som ForSea og DFDS derfor også en stor indsats for at forebygge hændelser, der kan føre til personskader.

Men når uheldet alligevel er ude – og det kan man trods alt aldrig fuldstændig sikre sig mod – så skal den skadelidte naturligvis håndteres bedst muligt. Og efter outsourcingen af blandt andet skadebehandling til Sedgwick Danmark har UFDS fået endnu bedre muligheder på præcis det område.

Benedikte Hertel er sundhedsfaglig konsulent i Sedgwick med en baggrund som først sygeplejerske og derefter sundhedsplejerske og sidenhen 10 års videreuddannelse som psykoterapeut, herunder tre års træning i at arbejder med traumer. Derudover har hun skrevet en bog om stressbehandling, og generelt kender både det offentlige og det private behandlingssystem indgående.

I de sidste 20 år har hun beskæftiget sig med arbejdsskader, og det er da også i den kapacitet, at hun kan hjælpe de ansatte hos UFDS’ medlemmer. De fleste skadelidte står således – heldigvis – i en uvant situation og har derfor brug for assistance til at håndtere både fysiske og psykiske udfordringer.

»Enten er du på søen eller også er du ikke, der er ingen mellemting, og derfor er det så vigtigt, at søfolkene kommer hurtigt i den rette behandling.« Benedikte Hertel, sundhedsfaglig konsulent, Sedgwick Danmark

»Betingelserne er jo specielle for de søfarende, fordi de ikke kan blive deltidssygemeldte eller bare gå hjem fra arbejde. Her vil jeg sige, at UFDS er rigtig dygtige til at få folk på land og tilset af en læge. Derefter kommer så spørgsmålet om at komme i den rette behandling, og det hjælper jeg med,« siger Benedikte Hertel.

Netop den manglende mulighed for at forlade ulykkesstedet hurtigt er en psykisk overbygning på skaden, som hun igen roser UFDS for at tage godt hånd om. Ikke desto mindre er der en efterfølgende udfordring med at holde folkene på land og i behandling, i stedet for at de stikker til søs igen.

»For så er de måske væk en måned eller mere og har måske haft nogle arbejdsopgaver, der ikke er så gode efter eksempelvis at have slået skulderen. Der er jo nemmere at få folk, der arbejder på land, i behandling. Der kommer jeg ind med min ekspertise og sørger for, at de kommer det rigtige sted hen,« siger hun.

I den sammenhæng taler Benedikte Hertel både med den skadelidte og behandlerne for at følge op på forløbet, og se om tingene går i den rigtig retning, eller der skal andre midler til. Hun sørger også for at få tilsendt eventuelle undersøgelsesresultater, så hun kan vurdere dem.

»Man kan sige, at jeg er koordinator på hele forløbet, hvor hele overskriften er ’Hjælp til selvhjælp’. Jeg overtager ikke sagen, men hvis der er behov for at ringe til lægen eller jobcentret, så har jeg et tæt samarbejde med Luise Hougaard, der er socialrådgiver i UFDS,« forklarer hun.

»Traumet sidder i nervesystemet, og når man skal tale om noget, der er svært, så lukker kroppen simpelthen ned, og så virker terapien ikke.« Benedikte Hertel, sundhedsfaglig konsulent, Sedgwick Danmark

Voldsom hændelse behøver ikke at blive et traume

Den sideløbende håndtering af både den fysiske og den psykiske del af et traume er essentiel i Benedikte Hertels arbejde, for et traume sætter sig i kroppen på begge fronter. Det er med andre ord ikke nok kun at tale med en psykolog om oplevelsen uden at tage den fysiske dimension med.

»Traumet sidder i nervesystemet, og når man skal tale om noget, der er svært, så lukker kroppen simpelthen ned, og så virker terapien ikke. Man får lagt låg på tingene, men lige så snart de oplever noget lignende, så springer det hele op igen, og det oplever vi nogle gange,« siger hun.

Til det formål findes der nogle metoder til at opløse traumet, forklarer Benedikte Hertel videre. Et traume er således defineret ved, at noget sker for hurtigt og/eller voldsomt til, at kroppen kan nå at reagere. Kroppen har en impuls i form af vores kamp-flugt-system, og hvis den impuls ikke får lov til at komme i spil, så bliver nervesystemet handlingslammet.

»Det er det, der er det traumatiske og som gør, at en voldsom hændelse bliver et traume, for det behøver de ikke at blive. Det er den magtesløshed, der gør, at hvis du kommer ud for noget, der ligner, så bliver kroppen bange, fordi dens erfaring er, at man ikke kan gøre noget,« siger hun.

Som eksempel på, hvordan man derfor bør arbejde med et traume, nævner hun et ikke specielt dyrepolitisk korrekt forsøg, hvor man satte en hund op på en plade og førte en lille smule strøm igennem. Det aktiverede hundens kamp-flugt, så den hoppede af.

I anden omgang satte man så et hegn rundt om pladen, så hunden var nødt til at blive siddende, hvor den så lærte at tolerere situationen, fordi den ikke havde andet valg end at vente på, at det gik over.

»Det er definitionen på en traumatisk oplevelse, fordi når man så tager hegnet væk og sætter strøm til igen, så bliver hunden siddende alligevel, fordi dens erfaringsbibliotek nu siger, at den ikke kan gøre noget udover at vente på, at det går over,« fortæller Benedikte Hertel.

Traumeterapi går i dette tilfælde derfor ud på at vække det naturlige overlevelsesinstinkt i hunden, så den (gen)lærer, at den godt kan hoppe af. Dermed er den ikke længere handlingslammet og den voldsomme oplevelse sætter sig derfor ikke på samme måde i nervesystemet.

Arbejdsfastholdelse som det overordnede mål

Som nævnt foregår Benedikte Hertels arbejde med søfolkene efter de er kommet i land og er i behandling, og altså både med de fysiske og psykiske aspekter af traumet. Specielt sidstnævnte er et lidt ømt punkt, fordi den ansatte måske kan mene, at han eller hun selv er klar, men uden et søfartskort kommer vedkommende ikke afsted igen.

»Derfor kan der jo også hurtigt blive tale om længere sygemeldinger, fordi man jo, som vi har været inde på, altså ikke kan vende tilbage på deltid. Enten er du på søen eller også er du ikke, der er ingen mellemting, og derfor er det så vigtigt, at de kommer hurtigt i den rette behandling,« siger hun.

Derudover skal en socialrådgiver som Luise Hougaard tilknyttes forløbet så tidligt som muligt, mener Benedikte Hertel. De har således begge arbejdsfastholdelse som deres overordnede mål, men med hver deres indgangsvinkel, som UFDS er ved at lære bedre at kende.

»Men det går godt, og det er en proces, hvor jeg bliver brugt mere og mere, og det har været relevant, at jeg er blevet inddraget. Dem der sidder med skadesbehandlingen, bliver også dygtigere og dygtigere til at være bevidste om de specielle forhold omkring søfolk, ikke mindst på den psykiske del, fordi det jo er en livsstil at være ansat på havet,« siger Benedikte Hertel.

»De skadelidte, jeg har talt med, har været meget glade for, at jeg er blevet taget med på råd, og det er jo en win-win, fordi de får noget guidning til at komme videre, og rederiet hurtigere får deres ansatte tilbage. Og så bliver der jo også færre erstatninger, fordi folk kommer tilbage i job,« tilføjer hun.

ikon af havnefront

For søfarende

Vil du også vide mere?
ikon med 3 skibe

For redere

Vil du også vide mere?
ikon af redningskrans

Om UFDS

Vil du også vide mere?

Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart – Én for alle, alle for én