Alle nyheder
MSC Euribia, der her anløber København for at blive officielt navngivet tidligere i år, er blandt verdens største og også mest energieffektive krydstogtskibe, ligesom motorerne drives af flydende naturgas (LNG), som er mere miljøvenlig end traditionel MGO.

Krydstogtskibet MSC Euribia har sit eget veludrustede hospital, der kan tage sig af akut sygdom eller personskade hos de i alt over 8.000 mennesker ombord. UFDS har været på inspirationsbesøg.

Tidligere i år blev det gigantiske krydstogtskib MSC Euribia, der er opkaldt efter den antikke gudinde for vind og vejr på havet, officielt navngivet i København. Ved den lejlighed fik UFDS mulighed for at besøge fartøjets hospital, der er beliggende på dæk 4, det nederste passagerdæk, ikke langt fra forreste landgang.

Med kapacitet til over 6.300 passagerer og godt 1.700 besætningsmedlemmer giver det sig selv, at risikoen for uheld eller akut opståede sygdomstilfælde er noget, der skal tages seriøst, hvilket hospitalet ombord på det massive fartøj må siges at være udtryk for.

MSC Euribias ’Medical Section’ breder sig således over godt 500 kvadratmeter, og består af fem sengestuer med i alt 10 sengepladser. Hospitalet er døgnbemandet af egne, fasttilknyttede læger, behandlere og sygeplejersker.

Hospitalsenheden råder over både hjerte- og ultralydsscanner, røntgenfaciliteter og udstyr til basale, mindre operationer, der ikke kan vente til patienten kan overføres til et hospital på land. En enkelt stue kan desuden anvendes som isolationsafsnit i tilfælde med smitsomme sygdomme. Dertil kommer et laboratorie med udstyr til analyser af diverse prøver.

For MSC handler det først og fremmest om at være beredt, får vi forklaret på rundturen. Gæsterne ombord er for en stor dels vedkommende enten børnefamilier eller i det lidt ældre segment, så helt nøgternt har man vurderet, at eksempelvis fødsler eller hjertetilfælde er noget, man skal kunne håndtere på søen.

Hvad besætningen angår bliver det selvsagt udført klassiske opgaver i driften og sejladsen af det enorme skib, der er 331 meter langt, 43 meter bredt og 65 meter højt til toppen af skorstenen. Derudover bliver der hakket, snittet, stegt og kogt i stor stil i de 10 restauranter og 21 barer ombord.

Alle disse tusindvis af små og større opgaver, der bliver udført dagligt i (mere eller mindre) alt slags vejr medfører i sagens natur, at der fra tid til anden uundgåeligt vil ske ting, der kræver medicinsk behandling i et vist omfang, men det er man altså klar til på MSC Euribia.

ikon med 3 skibe

For redere

Vil du også vide mere?
ikon af havnefront

For søfarende

Vil du også vide mere?
ikon af redningskrans

Om UFDS

Vil du også vide mere?

Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart – Én for alle, alle for én