Anne Nørklit Lønborg er nyt medlem af UFDS’ bestyrelse, der med hendes tilgang har fået nye kompetencer om bord. Hun er allerede i fuld gang med de IT-relaterede opgaver og glæder sig til det strategiske samarbejde med den øvrige bestyrelse.
I september 2024 trådte Anne Nørklit Lønborg ind i Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfarts bestyrelse. Med sig har hun en uddannelse som matematiker og mere end 30 års erfaring med IT, senest fra otte år i forsikringsselskabet Tryg, hvoraf de sidste seks har været som CIO.
Anne Nørklit Lønborg har også stiftet bekendtskab med shippingbranchen gennem to et halvt år i Maersk Brokers’ bestyrelse, hvor hun fik god indsigt i branchen. Det gav mod på mere, så da muligheden for at blive en del af UFDS bød sig, var hun ikke i tvivl.
»Jeg synes jo, at den her post forener tingene rigtig fint; altså min erfaring fra Tryg og forsikringsbranchen på den ene side, og mit indblik i shippingindustrien på den anden. Og så har jeg de IT-kompetencer, der har været efterspurgt i bestyrelsen, så jeg synes, det er et godt match,« siger hun.
Som tidligere håndboldspiller på eliteniveau betegner Anne Nørklit Lønborg sig som en stærk teamplayer, der i høj grad kan relatere til UFDS’ musketérmotto om ’En for alle, alle for én’.
»Hele den tankegang, der ligger til grund for det udsagn, kan jeg rigtig godt lide. Det handler jo om, at vi skal bidrage allesammen, og at vi har et fælles overordnet mål om at forebygge uheld og tage sig godt af de ansatte, der kommer til skade, uanset nationalitet. Det passer rigtig fint til min holdånd,« siger hun.
Når Anne Nørklit Lønborg sætter IT-kikkerten for øjet, er det ikke svært at få øje på opgaverne i horisonten. Nogle af dem er faktisk ganske tæt på, eksempelvis implementeringen af den såkaldte DORA-forordning, der trådte i kraft 17. januar, ligesom EU’s AI Act og Open Insurance er på vej, jf. faktaboks nederst på siden.
Glad for igen at få føling med shippingindustrien
Det var en bestyrelsesevaluering og en ekstern konsulentrapport tidligere i 2024, der viste, at netop de strategiske IT-kompetencer, Anne Nørklit Lønborg har med sig, var et aktuelt behov i organisationen. Disse var derfor også den centrale årsag til hendes valg til bestyrelsen, forklarer bestyrelsesformand Lars Henneberg.
»Vi skal kunne forstå forretningen fra en digital vinkel, også ud fra et risikomæssigt synspunkt, så vi kan udpege de største risici i forhold til at være et veldrevet selskab. Og så skal vi finde ud af, hvordan vi kan mitigere disse risici – bestyrelsen har et ansvar for, at den daglige ledelse har de rigtige betingelser for at sikre dette, og at medlemmernes bidrag bliver brugt optimalt,« siger han.
Lars Henneberg fremhæver Anne Nørklit Lønborgs erfaring fra den seneste årrække i Tryg som essentiel, eksempelvis i arbejdet med at gøre UFDS compliant i forhold til DORA. I den forbindelse er politikker omkring IKT-risici blevet opgraderet, ligesom anmeldelsespligten til Finanstilsynet er blevet gennemgået.
»Som organisation skal UFDS udvise rettidig omhu i forhold til krisestyring, så det er noget med at sikre rammen om vores IT-systemer, så vi ved, hvor længe vi kan holde til et nedbrud, og hvilke krav vi skal stille til tredjeparter, og at vi er sikre på, at sådanne aftaler ikke har ført til flere risici,« fortæller hun.
Glad er hun også for igen at få føling med shippingindustrien, som hun roser for på den ene side at være lidt traditionel, men på den anden side have et stort ønske om at følge med tiden og eksempelvis blive mere digital, hvor store aktører som A.P. Møller-Mærsk i høj grad går forrest.
IT-opgaver på blokken:
DORA-forordningen – Digital Operational Resilience Act skal styrke den finansielle sektors digitale operationelle modstandsdygtighed, blandt andet i forsikringsselskaber. Læs mere her.
EU’s AI Act – verdens første fyldestgørende lov om kunstig intelligens, der skal regulere AI for at skabe bedre betingelser for udviklingen og anvendelsen af teknologien. Læs mere her.
Open Insurance – dækker over løsninger i relation til adgang til og deling af forsikringsrelaterede personlige og ikke-personlige data. I forsikringssektoren kan det blandt andet øge effektiviteten og interaktionen med tredjeparter. Læs mere her.
Ser frem til strategisk arbejde
Udover de IT-relaterede udfordringer og problemstillinger har Anne Nørklit Lønborg også et godt øje for nogle af de andre elementer, der – i hendes optik – gør skibsfarten til en ikke kun spændende, men i den grad også potentialefyldt industri.
»Ud fra et diversitetssynspunkt er der jo plads til forbedring med tanke på, hvor relativt få kvinder, der er blandt de søfarende på verdensplan, og herunder på de danske skibe – selvom det går fremad. Så der ligger en vigtig og interessant opgave i at gøre shipping mere attraktiv for kvinder,« siger hun.
»Det er jo begrænset, hvad jeg umiddelbart kan gøre ved den udfordring, men jeg er da startet med denne bestyrelsespost,« tilføjer hun med et smil.
Derudover fremhæver Anne Nørklit Lønborg hele ESG-agendaen, hvor hun anerkender det store ansvar, shippingbranchen har taget for at forsøge at løse nogle af de problemstillinger, man står overfor, ikke mindst når det kommer til skibenes CO2-udledninger.
»Rederierne eksperimenterer hele tiden med at reducere deres aftryk, og det er jo et stort, ædelt formål. Jeg tror ikke, jeg kan komme på andre brancher, der er så eksponeret for ESG, som shipping,« siger hun.
Med det in mente ser Anne Nørklit Lønborg frem til at sætte en strategi for den kommende tid sammen med hele bestyrelsen, godt orkestreret af UFDS’ nye direktør, Christina Bustrup, med hvem hun i øvrigt har en fælles fortid i Tryg, om end ikke som direkte kolleger.
»Vi har i hvert fald en fælles referenceramme, og derfor er jeg også virkelig glad for at komme ind i UFDS nu, på et tidspunkt, hvor vi virkelig kan se langt frem på selskabets vegne. Det er altid dejligt som bestyrelsesmedlem at kunne præge fremtiden med de lange briller på,« siger Anne Nørklit Lønborg.
Som eksempel peger hun igen på DORA-forordningen, der – selvom den altså trådte i kraft i forrige uge – givetvis vil være et tema for bestyrelsen i et par år frem, fordi virksomhederne først i den kommende tid skal gøre sig erfaringer med at konkretisere indsatsen på området helt fra bestyrelse til den operationelle implementering.
»Personligt har jeg derudover en målsætning om at lære en masse om det at drive en bestyrelse fra Lars Henneberg og Anne Steffensen, som, jeg synes, er rigtig dygtige som henholdsvis for- og næstforperson. Generelt synes jeg, der er en rigtig god tone og et godt samarbejde i hele bestyrelsen, og det, tror jeg, er lige så vigtigt som at have de rigtige kompetencer,« konkluderer hun.
»Som organisation skal UFDS udvise rettidig omhu i forhold til krisestyring, så det er noget med at sikre rammen om vores IT-systemer.«
Anne Nørklit Lønborg, bestyrelsesmedlem, UFDS