Afstanden mellem ledelsen og besætningen er nærmest ikke-eksisterende i Christiansøfarten, der er blandt Danmarks mindste rederier. Det betyder blandt andet, at beslutninger omkring eksempelvis sikkerhedstiltag kan blive ført ud i livet særdeles hurtigt.

Med kun to skibe i flåden, begge designet udelukkende til gående passagerer, er Christiansøfarten ikke ligefrem en af de tunge aktører på den danske rederiscene. Til gengæld er den lille Gudhjem-baserede virksomhed et glimrende eksempel på, hvordan tanke meget hurtigt kan blive til handling.

Det fortæller Simon Damkilde Christensen, der er den nyeste af rederiets tre medejere, UFDS, samtidig med at han løbende understreger betydningen af et godt sammenhold i en beskeden gesjæft.

»Vi i ledelsen er jo med til at sejle skibene, så vi er altid sammen, og derfor går vi meget op i, at der er styr på sikkerheden. Vi bruger Seahealth-programmet til at måle på dagligdags ting som fortøjning, tunge løft og den slags, og så kan vi hurtigt tilpasse processerne, hvis der kommer et nyt tiltag,« siger han.

De små, hurtige justeringer er langt henad vejen den måde, det foregår på i Christiansøfarten, hvor udfordringer bliver håndteret i takt med at de opstår, eksempelvis opfordringer fra Søfartsstyrelsen, implementering af sikkerhedsplaner eller bare at sætte en ekstra trosse om natten.

»Så vi løser det mundtligt og så bliver det skrevet ind i vores Safety Management System, når vi holder sikkerhedsudvalgsmøder. Sådan fungerer det i en meget lille organisation som vores. Når mødet er slut – eller kaffekoppen er tom – har vi besluttet, hvad der skal ske, så der er meget kort fra tanke til handling,« siger Simon Damkilde Christensen.

Ligesom sine to kolleger i ejerkredsen, Peter Stange Jensen og Jens Hede Madsen, har han en maritim baggrund med en uddannelse som skibsfører fra Marstal Navigationsskole bag sig. Dermed kan de alle tre bidrage med faglig og praktisk viden i arbejdet med drive rederiet.

I alt tæller Christiansøfarten syv fuldtidsansatte og dertil kommer så omkring ca. 10 sæsonansatte – herunder mange gengangere – der støder til i sommersæsonen, hvor begge skibe er i drift. Hen over de kolde måneder er det store fartøj, Ertholm, oplagt, mens det mindre, postbåden Peter, tager sig af overfarten til de små øer øst for Bornholm.

»Vi er over det hele og det er en meget fasttømret gruppe, som kan snakke om alting. Alle ved, hvad der foregår, og er der noget nyt, så bliver det løst ret hurtigt, fordi vi jo er sammen stort set altid i højsæsonen,« siger Simon Damkilde Christensen.

»Når vi taler sikkerhed, så er det guld værd, at du har de samme folk, der kommer igen og igen, fordi de kender skibene og rutinerne, udstyret og så videre,« tilføjer han.

Meget ejerskab over sikkerheden

Det var med en baggrund som sømand og siden selvstændig konsulent i skibsbranchen og medvirkende på nybyggerier i udlandet, at Simon Damkilde Christensen, der er indfødt bornholmer, trådte ind i Christiansøfartens ejerkreds og ledelse pr. 1. januar 2023.

Faktisk var det et comeback, da han – som han formulerer det – ’snusede til det maritime i sine unge år’ i netop Christiansøfarten, og desuden har været ansat i flere omgange. Med den tilknytning til stedet og forståelse for miljøet giver det nærmest sig selv, at han – på linje med de øvrige ejere – tager et stort ejerskab over ikke mindst sikkerheden.

»Vi går selv og vedligeholder skibene over vinteren, og dem, der tager beslutningerne i sikkerhedsudvalget, er også dem, der står på mål, når Søfartsstyrelsen kommer på besøg. Så der er meget ejerskab,« siger han.

Konkret består sikkerhedsudvalget af en af ejerne, en medarbejder og en skibsassistent i rotation, og med noget mindre aktivitet på denne tid af året, frem til at Ertholm bliver sat i drift igen omkring påske.

Indtil da er det som nævnt postbåden Peter, der betjener den godt 75 minutter lange rute (Ertholm sejler lidt hurtigere og kan klare den på 55) og transporterer både fragt, gods og øboerne selv, foruden de få endagsturister, der er med fra tid til anden.

»Vi bruger vinteren til at forberede sommersæsonen for Ertholm, så den kan sejle hver dag frem til efterårsferien, hvis vejret ellers tillader det. Så forskelligt vedligehold, opgraderinger, eftersyn klarer vi nu her, så det hele spiller, når den skal i drift igen,« forklarer Simon Damkilde Christensen.

På de mere stille overfarter på denne tid af året er det en anden type sikkerhedsrisici, der er mest aktuelle, sammenlignet med de udsolgte afgange om sommeren. Affaldscontainere og paller med købmandsvarer stiller i sagens natur nogle andre krav end børnefamilier og turistgrupper.

»Vi går meget op i sikkerheden, også her om vinteren. Begge besætningsmedlemmer på Peter er oplært i det nødvendige kranarbejde, brug af udstyr og at surre ting ordentlig fast. Flere af de helårsansatte kan sejle begge skibe, så der er meget fleksibilitet mellem medarbejderne og skibene,« siger Simon Damkilde Christensen.

En samfundsbetjent rute

Christiansøfartens flåde er en historie i sig selv. Postbåden Peter er helt tilbage fra 1930, hvor den blev bygget som lastskib på værftet Ring-Andersen i Svendborg. Efter en ombygning i 1970 har den så sejlet med post, fragt og passagerer.

Den større Ertholm blev bygget på HUSUM skibsværft i Tyskland i 1967 til overfarterne mellem Simrishamn i Sydsverige og Allinge, samt Bornholm – Christiansø, som hurtigt blev hovedfokus. Skibet kan medtage 294 passagerer, men efter coronapandemien har man selv sat tallet til 245.

Begge skibe er blevet opgraderet over årene, med nye hovedmotorer, lysanlæg, kraner, bovthrustere og generelt moderne udstyr, ligesom de begge er koblet på landstrøm, når de er i havn, både af hensyn til miljø og materiel.

Derudover har man altid prioriteret hyppigt vedligehold, herunder maling fra top til bund hvert forår, da der simpelthen ikke er råd til nedbrud, og da slet ikke om sommeren, understreger Simon Damkilde Christensen.

»Vi sejler med alt til og fra Christiansø; byggematerialer, affaldscontainere, flyttelæs, madvarer og alt muligt. Det er lidt en samfundsbetjent rute, og vi har som regel en fornemmelse af, hvad der skal med den enkelte dag. Hvis der for eksempel kommer noget farligt gods, så håndterer vi selvfølgelig det efter gældende regler,« siger han.

På de fyldte passagerafgange, der ofte er fuldt bookede flere uger i forvejen i løbet af juli og august, skifter opmærksomheden til de mere menneskelige relationer, eksempelvis at holde øje med de yngre gæster ombord og måske komme med et par henstillinger over højtaleren i tilfælde af dårligt vejr.

»En lille time på havet er rigeligt til, at folk kan blive søsyge, og hvis vejr og vind virkelig er imod os, så kan vi jo også aflyse, men det er igen en beslutning, vi tager lige op til afgang. Ved en bestemt vindretning kan vi også sejle fra en anden havn,« forklarer Simon Damkilde Christensen.

De hurtige og effektive beslutninger er endnu et eksempel på den korte kommandovej i Christiansøfarten, og det nære tilhørsforhold, ejerne har til skibene. Alle tre medejere er således en del af vedligeholdsprocesserne om vinteren og kan tage hånd om sagerne, når de dukker op.

»Hvis vi opdager et eller andet, så løser vi det med det samme og sørger for, at alle ansatte er informeret om en ændring eller et nyt tiltag. Kommunikationen er bare vigtig, og der skal være plads til at tale om forslag eller idéer. Nye øjne kan jo nogle gange se nogle andre ting,« siger Simon Damkilde Christensen.

I den forbindelse peger han på vigtigheden af at være åben for netop nye tiltag, og generelt have en kultur, hvor man kan tale om tingene, hvilket alt andet lige er nemmere i en lille organisation.

Uvurderlig lokal viden

På samme måde som i Stena Line – om end i en noget mindre målestok – har Christiansøfarten som nævnt mange sæsonansatte (”sommerfugle”, som de ifølge Simon Damkilde Christensen bliver kaldt), der kommer tilbage år efter år, ligesom de tre ejere til sammen også har lang tid i rederiet bag sig.

Den opbyggede erfaring er særdeles værdifuld for den daglige sikkerhed, som Simon Damkilde Christensen også har pointeret, når fartøjerne skal manøvreres ind og ud af de små naturhavne, Christiansøfarten besejler på sin faste rute til og fra klippeøen i Østersøen.

»Når der er vind og bølger fra en given retning, så er det bare uvurderligt at vide, hvilken retning man skal sætte trosserne, landgangen og alle de her små ting, som man ikke bare lige kan lære, også så man kan have et godt samarbejde med dem, der passer havnen på Christiansø,« siger han.

Specifikt er havnen på Christiansø således delt i et nordligt og et sydligt anløb med hver deres muligheder og begrænsninger. I nordhavnen kan man eksempelvis ikke få alle typer gods i land, fordi broen der er lavet lidt anderledes end i syd.

Med den type lokal viden solidt forankret i organisationen, ser Simon Damkilde Christensen frem til at Christiansøfarten kan fortsætte mange år frem med sikkerheden i top i den lille organisation, hvor tiltagene bliver til virkelighed nærmest samtidig med, at beslutningerne bliver truffet.