Alle nyheder
Videndeling om forebyggelse og best practice til søs er omdrejningspunktet i Health and Safety Committee.

Danske Rederiers Health and Safety Committee har videndeling og forebyggelse af arbejdsulykker øverst på dagsordenen og et tæt samarbejde med UFDS om det fælles mål: en sikker industri – også i morgen.

Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart er først og fremmest skabt for at kunne holde hånden under de søfarende, der måtte komme til skade på deres arbejdsplads. Mindst lige så vigtigt er det imidlertid for selskabet at medvirke til, at ulykkerne slet ikke sker.

Det sker gennem videndeling om forebyggelse og best practice til søs, og en vigtig del af den indsats foregår gennem den såkaldte Health and Safety Committee under Danske Rederier. De fleste af komitéens godt 20 medlemmer er selv tidligere søfarende, så indblikket i livet til søs er stærkt.

Det påpeger komitéens formand, Jakob Lynge, der til daglig er Senior Marine Superintendent i Marine Standards hos DFDS og oprindeligt uddannet skibsfører med sejltid i Søværnet og mange års erfaring fra Fiskeridirektoratet og Søfartsstyrelsen.

Dertil kommer, at stort set alle i komiteen sidder med compliance, regulatory affairs, marine standards som formanden selv, eller i en anden funktion, der omfatter opgaver knyttet til sikkerhedsstyringssystemet ISM, som er den internationale standard sikker drift af skibe og forebyggelse af forurening. På tværs af de positioner bliver der delt viden i stor stil.

»Udover at vi har pligt til at analysere de hændelser, der sker i vores egne respektive rederier, så er vi også forpligtet til at forbedre situationen i branchen generelt med et mål om, at hændelsen ikke sker igen. Det vil sige, at vi deler information om en hændelse med alle vores egne skibe i rederiet, men via komitéen deler vi også den viden mellem alle medlemmerne,« forklarer Jakob Lynge.

Videndelingen om diverse hændelser – lige fra større uheld til lærerige near misses – er meget åbenhjertig, understreger han, fordi rederierne i høj grad ser hinanden som kolleger snarere end konkurrenter, og med et fælles mål om at forhindre at folk kommer til skade.

»Vi er jo afhængige af hinanden i branchen, for vi sejler alle sammen under det danske flag, og hvis det performer godt, er det godt for alle. Og så vil vi selvfølgelig have, at alle søfolk på de dansk-flagede skibe kan komme sikkert på arbejde og sikkert hjem igen,« siger Jakob Lynge.

 

»Vi er jo afhængige af hinanden i branchen, for vi sejler alle sammen under det danske flag, og hvis det performer godt, er det godt for alle.«

 

Jakob Lynge, formand, Health and Safety Committee

 

Snakker ISM og nye sikkerhedstiltag

Det danske flags performance – som generelt er særdeles god – er også vigtig rent kommercielt, påpeger sekretær for Health and Safety Committee, Søren Enemark, der samtidig repræsenterer Danske Rederier i UFDS’ bestyrelse.

»Når det kommer til at tiltrække og fastholde de gode medarbejdere, så er det vigtigt at kunne vise, at der er styr på sikkerheden. Internationalt sparer det de danske rederier en masse tid, fordi myndighederne i havne, hvor skibene anløber, ved, at de ikke behøver at bruge særlig mange kræfter på at inspicere et dansk fartøj. Endelig vurderer vi, at det danske flag har en høj kommerciel status, da kunderne har tillid til skibe med dansk flag,« siger han.

For både Health and Safety Committee og den internationale maritime industri generelt er ISM et vigtigt værktøj, som rederierne skal følge og selv sørge for at leve op til, så de kan fastholde diverse certificeringer på fartøjerne.

Opdateringer af ISM, der i stor stil er blevet digitaliseret de senere år, er derfor også et jævnligt tilbagevendende emne på komitéens møder. Disse finder sted fire gange om året, hvor medlemmerne samles for at diskutere udviklingen i sikkerhed på tværs af shippingsektoren.

Ofte sker det med udgangspunkt i konkrete cases i form af en ulykke, near misses eller et sikkerhedsforbedrende tiltag, hvor et medlem fortæller om, dels hvad der er sket, men også, hvordan man har reageret og måske lavet korrigerende tiltag efterfølgende.

»Vi kan også få besøg af et firma, der præsenterer et nyt, innovativt redningsmiddel eller noget andet, der kan gøre sikkerheden på skibene endnu bedre. Og hvis vi synes, det er en god idé, kan vi arbejde videre med at udbrede kendskabet til løsningen, så alle kan få gavn af det,« forklarer Søren Enemark.

Myndigheder er gode medspillere

En anden hyppig gæst på møderne er Søfartsstyrelsen, der som tilsynsmyndighed har til opgave at inspicere skibene. Når de deltager i møderne, giver de en status på det generelle billede af skibenes sikkerhedsmæssige tilstand og på branchen generelt.

»De kan nogle gange se nogle generelle trends, som det enkelte rederi måske ikke kan få øje på, og som vi i komitéen så kan reagere på. Og vi har jo helt den samme dagsorden – nemlig at forhindre ulykker, så Søfartsstyrelsen og de andre myndigheder er gode vejledere og medspillere for os,« siger Jakob Lynge.

Det gælder også Opklaringsenheden, der er en selvstændig enhed, som undersøger hændelser, og ved et antal lejligheder har været inviteret ind til komitéen for at holde oplæg om ulykker, der har kastet ny viden af sig, som måske kan styrke det fremadrettede arbejde med forebyggelse.

»Vi ser også, at Den Maritime Havarikommission har ændret fokus de seneste år. Tidligere kunne en konklusion i en ulykkesrapport være, at et skib stødte på grund, fordi kaptajnen ikke justerede kursen i tide. Nu træder Havarikommissionen et skridt tilbage for at spørge, hvorfor han ikke justerede kursen i tide,« siger Søren Enemark.

»Svaret på det spørgsmål er jo meget mere interessant for os i Health and Safety Committee, fordi vi så kan få indblik i noget, der måske kan være en del af en tendens, som branchen skal tage hånd om. Og det gør jo myndighederne til en rigtig værdifuld medspiller for os,« tilføjer han.

»Når det kommer til at tiltrække og fastholde de gode medarbejdere, så er det vigtigt at kunne vise, at der er styr på sikkerheden.«

 

Søren Enemark, sekretær, Health and Safety Committee

ikon med 3 skibe

For redere

Vil du også vide mere?
ikon af havnefront

For søfarende

Vil du også vide mere?
ikon af redningskrans

Om UFDS

Vil du også vide mere?

Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart – Én for alle, alle for én