På containerskibet Tukuma Arctica og for ejeren Royal Arctic Line er sikkerhed først og fremmest et spørgsmål om, at folkene passer på hinanden på turene over Nordatlanten mellem Danmark og Grønland. Derudover handler det om ejerskab og den rette erfaring hos besætningen.

For besætninger og ansatte hos det grønlandske rederi Royal Arctic Line er hårdt og ikke mindst særdeles koldt vejr ikke ligefrem en uvant faktor at forholde sig til, og det er da også et gennemgående emne, da UFDS besøger rederiets store containerskib, Tukuma Arctica.

Denne omgang af visitten finder dog sted i ganske rolige forhold på Aarhus Havn, hvor det knap 180 meter lange fartøj, der fuldt lastet kan tage 2148 TEU, er ved at tanke bunkerolie. Tukuma sejler i et nogenlunde fast mønster mellem Nuuk og netop Aarhus, med stop i Island og på Færøerne undervejs, foruden Helsingborg.

Med kun godt tre år på havet bag sig, siden hun blev bygget på et værft i Guangzhou i Kina, er Tukuma Arctica blandt de nyeste skibe i Royal Arctic Lines flåde på i alt 12 fartøjer. Af disse sejler de 11 med fragt, mens det sidste, Sarfaq Ittuk, tager passagerer og krydstogtturister op og ned ad kysterne.

Ombord på Tukuma tager skibsfører Jacob Meyer Skou imod og viser rundt fartøjet, som han selv var med til at hente hjem fra Kina i 2020, dengang som overstyrmand. For ham er sikkerhed noget, der skal indarbejdes i alt, hvad den i alt 18 mand store besætning foretager sig på skibet.

»Sikkerhed betyder bare ekstra meget til søs, fordi vi er så langt væk fra at kunne få hjælp, når vi sejler. Så hvis én af os kommer til skade, så skal vi selv kunne lappe vedkommende sammen og håndtere dokumentation, sygemelding og hvad der måtte være af følgevirkninger,« siger han.

Grundtanken er derfor, ganske simpelt, at folk som minimum skal kunne rejse hjem i samme tilstand, som de rejste ud, ’og gerne bedre og klogere’, som Jacob Meyer Skou siger med et smil.

»Det kræver jo helt basalt at vi passer på os selv, og vi passer på hinanden, så det bestræber vi os på hver dag. Der har vi så de helt gængse krav om at vi beskytter os selv med arbejdstøj, sikkerhedssko, hjelme og andet udstyr, og også at man tænker sig om og ikke kravler op i en mast midt i en storm,« lyder det fra skibsføreren.

Ligeledes handler det om, at man ikke går i gang med noget risikofyldt uden at informere mindst én kollega om det, og at man sørger for at gøre tingene efter bogen med eksempelvis faldseler, hvis man skal i højden.

»Vi kan ikke have at folk tænker, at de lige skal have fikset den der ventil, der sidder et eller andet totalt ufremkommeligt sted, og så går de i gang med det uden at sige det til nogen, og hvis de så falder eller sidder fast, så er der ingen, der ved, hvor de er henne,« siger Jacob Meyer Skou.

Alle øjne skal med

Med næsten 17 år i Mærsk bag sig, blandt andet som overstyrmand på de enorme Triple E-fartøjer, ved Jacob Meyer Skou hvad det vil sige at være en del af en kæmpemæssig organisation. På den baggrund sætter han stor pris på sit skifte til Royal Arctic Line i 2018, som alt andet lige er en noget mindre forretning, trods over 700 ansatte.

»Jeg har været superglad for at komme hertil, det er virkelig et godt sted at være. Alle kan snakke sammen, der er en ret flad struktur, og man kender dem, der sidder i land og er på fornavn med de fleste. Det kan jeg rigtig godt lide,« siger han.

Rent sikkerhedsmæssigt gør det også en forskel, mener han, fordi der i høj grad i RAL er lagt på til, at den enkelte tager ejerskab over sine opgaver. Besætningsmedlemmerne er typisk tilknyttet samme skib i længere perioder, gerne to-tre-fire år, og i skibsførerens optik giver det en mere udtalt ansvarsfølelse.

»Det betyder jo, at folk godt ved, at hvis de kludrer i det, så skal man tage sig af det, fordi man møder de samme kolleger igen seks uger senere. Folk bliver holdt ansvarlige, og så tager de det her ejerskab. Vi føler jo, at det er vores skib, og så gør man lidt ekstra for at sørge for, at det er et pænt og sikkert sted at være,« siger Jacob Meyer Skou.

Konkret samler han sine folk på broen til et opsamlingsmøde, hver gang en seks ugers rundtur er ved at være overstået, for at snakke om, hvordan det er gået, eller om nogen har noget at sige. Hvis der har været en hændelse, kan man tale den igennem, og generelt har alle mulighed for at komme til orde.

På møderne gør skibsføreren en dyd ud af en åben dialog, hvor både skibsassistenter, maskinfolk og officerer kan snakke på lige fod og alle kan få meldt ind, hvis de har set noget, der kræver handling. For som skibsføreren siger: ’Hvis alle øjne er med, kan vi fange de fleste ting.’

»Hvis du ser noget, så sig det, så det kan blive lavet. Det betyder ikke, at ham der ser det, også skal lave det. Hvis det er noget simpelt, så ja, lav det gerne selv, men er det noget mere kompliceret, så få en maskinmester til at se på det. Så vi opfordrer alle til at være med,« siger Jacob Meyer Skou.

Har set alle børnesygdommene

Som nævnt har Jacob Meyer Skou været på Tukuma Arctica siden dag ét fra Royal Arctic Line tog hende i brug i 2020, og det samme gælder overstyrmand Rasmus Bundgaard Hansen. Det er vigtigt i sikkerhedssammenhæng, understreger han, på den måde at have folk ombord, der kender et fartøjs historik.

»Vi har set alle børnesygdommene og alle de små og større sager med ting, der er gået i stykker. Med en ny mand kan det tage adskillige dage at for ham at sætte sig ind i tingene, så man sparer en masse tid ved at have erfaringen ombord,« siger han.

I samme åndedrag understreger han dog, at det er en balancegang, fordi der selvfølgelig er – og skal være – en løbende udskiftning i besætningerne på skibene, og der derfor kontinuerligt skal være folk under oplæring ombord.

Det er da også tilfældet på Tukuma, hvor der med jævne mellemrum er elever i færd med praktikophold eller lignende i maskinen eller på broen, ligesom de selvfølgelig skal sættes ind i skibets sikkerhedssystemer, -procedurer og -udrustning.

Det gælder eksempelvis de to stationer med røgdykkerudstyr, man har ombord, beliggende i hver sin ende af skibet, så man (forhåbentlig) altid kan komme til mindst én af dem i tilfælde af brand. Hver station rummer to røgdykningsdragter komplet med en ny type hjelme med indbygget Bluetooth-kommunikation, så de to røgdykkere kan tale direkte og håndfrit med hinanden.

For at sikre sig at udstyret fungerer, og at besætningen er fortrolig med brugen af det, afholder man brandøvelser ombord minimum en gang om måneden. Her inddrager man også noget af udstyret fra skibets hospital, der er ganske veludrustet med bårer, medicin, badekar til afvaskning eller opvarmning.

»Noget af det, vi har allermest respekt for, det er hvis der er en, der falder om nede i bunden af maskinen eller inde i en ballasttank eller et andet sted, der er svært at komme til, så det har vi noget specielt udstyr til, og det træner vi også i, så folk ved, hvad der skal ske,« fortæller Jacob Meyer Skou.

I det daglige er det overstyrmanden, der fungerer som skibets sygdomsbehandler med ansvar for at bestille forsyninger til hospitalet og tage sig af mindre skader, ligesom han håndterer dialogen med Radio Medical, hvor man kan få kontakt med danske læger døgnet rundt i tilfælde af behov for hjælp til en diagnose eller tilladelse til at give eksempelvis morfin.

Fordele og ulemper ved store vinduer

I skibets messe forklarer skibsføreren, hvordan man siden idriftsættelsen af Tukuma Arctica løbende har fået/er ved at få opgraderet dele af møblementet – bedre stole, senge, sofaer og lignende – ligesom man i flere af fællesområderne har løftet arbejdsmiljøet ved at få sat akustikplader i lofterne.

»Førhen var akustikken herinde så dårlig, at man reelt ikke kunne føre en normal samtale, hvis vi sejlede for fuld gas, og der dur jo ikke i et rum, hvor man opholder sig i længere tid af gangen. Men de her plader kvæler den der rumklang, så nu er her som en normal dagligstue,« siger Jacob Meyer Skou.

Brandslukkere og -alarmer sidder over det hele, og i kabyssen er der selvstændige systemer over eksempelvis frituregryden, foruden selvfølgelig førstehjælpsudstyr, øjenskylningssæt og deslige.

Veludrustet er Tukuma også, når det gælder de obligatoriske redningsflåder, mand-over-bord-båd, og hvad der ellers hører sig til på dækket af et oceangående containerskib. Det tæller blandt andet en solid overkapacitet på antallet af pladser i bådene, så man er sikker på at kunne få alle med, hvis uheldet er ude.

Under et pitstop i sin egen kahyt – naturligvis skibets største med separat soveværelse – viser Jacob Meyer Skou den lille samling af telefoner, han har til rådighed, som både tæller en intern nødtelefon med manuel opladning, en normal intern telefon og en satellittelefon, foruden mobilen.

Oppe på broen fremhæver skibsføreren de ekstra høje vinduer, der giver et særdeles glimrende udsyn og ikke mindst en skarp vinkel nedad, når Tukuma skal navigere i isfyldte farvande i Grønland. De store glasflader giver dog lidt udfordringer i forhold til at holde en ordentlig temperatur i de kolde måneder, og for den sags skyld også om sommeren, når den kan gå lidt drivhus i den.

Udover besøget i Aarhus Havn har UFDS også været på visit på Tukuma Arctica i Nuuk, mens der var gang i containerkranerne i tidlig morgen i snestorm. Det besøg kan du læse mere om her.