Selvom det ofte skal gå stærkt på en ambulancebåd, så er det at holde hovedet koldt noget af det bedste, man kan gøre for sikkerheden. Det er beskeden fra den blot to mand store besætning på M/V Rescuer, som UFDS har besøgt i Göteborgs skærgård.

”Hellere lille og vågen…” starter et kendt ordsprog, og uden på nogen måde at kalde nogle af de andre fartøjer, UFDS har besøgt på det seneste for dovne, så er de to betegnelser særdeles passende for ambulancebåden M/V Rescuer, der opererer i skærgården ud for Göteborg.

I den funktion er båden lidt af et unikum, som styrmand Henrik Johansson forklarer, da UFDS besøger fartøjet på øen Donsö, der er base for M/V Rescuer. Sammen med kaptajn Niklas Rosengren udgør han besætningen på det godt 21 meter lange og knap otte meter brede skib.

»Her ombord har arbejder vi meget pragmatisk med sikkerhed; vi gør det, der er nødvendigt for at håndtere sikkerheden bedst muligt.« Niklas Rosengren, kaptajn, M/V Rescuer

Rescuer sejles af rederiet Northern Offshore Services (N-O-S) og dækker et område på rundt regnet 100 kvadratkilometer med i omegnen af 20 fast beboede øer, der tæller omkring 20.000 indbyggere – plus de mange, der kommer til i sommerhusene i først og fremmest de varme måneder.

Med sin størrelse og en topfart på ca. 30 knob kan Rescuer hurtigt være til stede ved en ø i tilfælde af akut opstået sygdom. Den længste tur fra nord til syd (eller omvendt) tager således 35-40 minutter afhængig af forholdene og med en normal marchhastighed på 23-24 knob.

Med på båden er en fuldt udrustet ambulance og to paramedicinere, der bliver sat i land og finder patienten for at yde førstehjælp. Om nødvendigt tager ambulancen patienten med tilbage til båden, som derefter sejler mod fastlandet, så patienten kan komme videre på hospitalet.

Hvis der er liv på spil, sker det med bådens egen ambulance, alternativt via en transfer til en anden, så Rescuer kan opretholde beredskabet. Turen til hospitalet tager en times tid retur, så skulle der ske noget, mens båden er standby, kan der blive sendt en ambulance fra fastlandet.

»Jeg kan ikke sige, at jeg går rundt og tænker på sikkerhed hele tiden, det er mere noget rutinemæssigt. Vi har 20 års erfaring til søs imellem os, og så bliver det jo en vanesag.« Henrik Johansson, styrmand, M/V Rescuer

Kun i yderst sjældne tilfælde bliver der sat ind med helikopter, men da den dels som regel vil have svært ved at lande, og desuden dækker et langt større område på land, er Rescuer, der har status af fast response vessel (FRV), klart det mest effektive redskab i dagligdagen.

Men selvom det altså som hovedregel skal gå stærkt, når alarmen lyder, så skal det naturligvis ske med sikkerheden for øje – både for besætning, ambulancefolk og patient(er). På spørgsmålet om, hvad det vigtigste man kan gøre for sikkerheden er, svarer Henrik og Nicklas nærmest i kor:

»Tag det roligt. Patienten får det ikke bedre af, at vi stresser for at nå frem, og dermed øger risikoen for selv at komme galt afsted eller forårsage en ulykke på vejen. Det er bedre at nå frem lidt langsommere end næsten at nå frem lidt hurtigere,« siger Niklas Rosengren.

Vejret spiller ingen rolle

M/V Rescuer blev bygget på Grovfjord Mekanisk Verksted på Lofoten i Norge i 2015 og siden sat i drift i Göteborg. Efter en første tid, hvor man ’sejlede på alt’, som Henrik Johansson udtrykker det, har man nu fået rutinerne og rytmen på plads.

Båden er på vagt 24 timer i døgnet 365 dage om året, og besætningen roterer i to hold, der er på båden en uge ad gangen. Tæt ved den faste havneplads på Donsö har N-O-S et lille hus, hvor kaptajn og styrmand overnatter og kan opholde sig i stille perioder.

Dem er der dog ikke så mange af. Rescuer får i gennemsnit to-tre alarmer om dagen af forskellige karakter, der er rangeret i kategorierne 1-4, hvor 1 er den mest alvorlige og indebærer akut livsfare for den tilskadekomne.

Med et så forholdsvis højt aktivitetsniveau – besætningen gennemfører ugentlige øvelser med eksempelvis redningsbådene, oliespild eller mand-over-bord-kranen, når der altså ikke er alarmer, der kalder – giver det næsten sig selv, at sikkerhedstankerne i ganske høj grad skal være indarbejdet praksis snarere end noget, der kræver lange procedurer.

»Jeg kan ikke sige, at jeg går rundt og tænker på sikkerhed hele tiden, det er mere noget rutinemæssigt. Vi har 20 års erfaring til søs imellem os, og så bliver det jo en vanesag. Man udvikler sig jo også med alderen; da man var 20 kunne man godt klatre lidt rundt, men man bliver bedre, og kan forstå konsekvenserne på en anden måde,« siger 36-årige Henrik Johansson, mens Niklas Rosengren på 44 nikker samtykkende.

Derudover har man selvfølgelig sine regler at forholde sig til, påpeger Henrik videre. Det gælder ikke mindst omkring havvindmølleparker, som er N-O-S’ største arbejdsområde, og hvor energiselskaberne har høje krav til sikkerheden.

»Her ombord har arbejder vi meget pragmatisk med sikkerhed; vi gør det, der er nødvendigt for at håndtere sikkerheden bedst muligt. Selv i stille vejr som i dag spænder vi altid ambulancen fast. Med de rutiner vi har, føler vi, at vi har styr på de risici, der er, men man kan jo altid blive bedre,« siger Niklas Rosengren.

I skarp modsætning til eksempelvis betingelserne hos Royal Arctic Line, så spiller vejret stort set ingen rolle for Rescuer. Med til historien hører selvfølgelig, at man i de indre farvande omkring Göteborg ikke støder på de helt store udfordringer på den front, sammenlignet med eksempelvis farvandene omkring Grønland.

Niklas Rosengren har været på båden siden indsættelsen i 2015 og har endnu aldrig oplevet vejrmæssige forhold, der har forhindret Rescuer i at udføre sit arbejde. Både skrog, aksler og propeller er i øvrigt forstærket til sejlads i is, som dog ligeledes er en sjælden udfordring.

»Jeg husker to vintre, hvor det har været noget, vi skulle forholde sig til. Men det har bare handlet om, at vi skulle sænke farten lidt, og så har vi også sejlet med projektørerne tændt om natten for at kunne se isflagerne,« fortæller han.

»Det er faktisk mest et problem, når isen begynder at løsne sig og kommer herud fra Göta elven, for det er jo ferskvand, så det er nogle hårde klumper. Men vi er jo bygget til at kunne klare et fem centimeter tykt lag,« supplerer Henrik Johansson.

Mens UFDS var på besøg, gik alarmen to gange. Hvordan det forløb, kan du læse mere om her.