Ambulancebåden M/V Rescuer er den eneste af sin slags i Norden og en af ganske få på verdensplan. Året rundt besvarer båden to-tre alarmer om dagen, og UFDS har været med på et par af turene, hvor sikkerheden naturligvis er i top.

Den er ikke til at tage fejl af, da UFDS glider ind i havnen på øen Donsö i den sydlige del af Göteborgs skærgård. Men med det meste af skroget malet i karakteristisk skrigende gul, stort set kun afbrudt af ordene ’Ambulance’ og ’Rescuer’ samt telefonnummeret 112, skal den selvfølgelig også være nem at finde.

UFDS er i det sydvestlige Sverige, hvor rederiet Northern Offshore Services (N-O-S) driver ambulancebåden M/V Rescuer, med formål om at høre om dagligdagen på det lille, men vigtige fartøj, og få et indblik i de tanker, besætningen gør sig om sikkerheden, mens de arbejder, hvilket du kan læse om her.

På kajen bliver vi mødt af styrmand Henrik Johansson, der fører os ombord på båden, hvor kaptajn Niklas Rosengren er klar med kaffe og kage – eller fika, som man siger på den anden side af sundet. Sammen udgør de to besætningen på båden, suppleret med Petter og en anden Nicklas, der bemander bådens ambulance – altså den på fire hjul.

Mens Henrik viser rundt på fartøjet – sammenlignet med turen frem og tilbage på for eksempel Marseille Maersk er det rimelig hurtigt overstået – fortæller han mere om, hvordan dagligdagen fungerer for ham og kollegaen.

»Hvis der ikke er en alarm, tager vi et morgenmøde og planlægger, hvad vi skal lave den dag. Vi har jo et skema, så vi kan se, om vi for eksempel skal vaske lidt, hvem der håndterer forplejning og så videre. Og så er det ofte sådan, at sygeplejerne kontrollerer deres bil og medicin, mens vi tager hånd om skibet,« forklarer han.

I snit har Rescuer to-tre udrykninger om dagen, så det er sjældent et problem for personalet ombord at få hvilet nok. Men når man er på vagt døgnet rundt alle årets dage, så skal man være klar. ’Vi kan ikke bare parkere båden og lægge os ned i 12 timer; så er der nogen, der dør’, som Henrik tørt bemærker.

36-årige Henrik Johansson er uddannet skibsfører, mens Niklas Rosengren på 44 er kystskipper. Til sammen kan de to mønstre i omegnen af 20 års erfaring på havet, og specielt kaptajnen har et indgående kendskab til øerne i området, hvor han dels har sejlet med Rescuer, siden den blev sat i drift 2015, og desuden er vokset op og stadig bor.

90 procent af opgaverne er i den sydlige del af skærgården, specielt omkring basen på Donsö, hvor N-O-S i øvrigt blev grundlagt, og naboøen Styrsö. Som lidt en undtagelse i området er de to øer bundet sammen af en bro, men ellers er de små samfund ret isolerede og derfor også afhængige af Rescuer i tilfælde af ulykker eller akut sygdom.

Fart på – efter forholdene

Netop at tjene de faste beboere på øerne er Rescuers primære opgave, mens man kun yderst sjældent er en del af decideret søredning, som man hellere overlader til kystvagten eller lodstjenesten. Det er da også disse enheder, der modtager nødopkald på VHF-båndet, og kan kontakte alarmcentralen, hvis det er nødvendigt.

»Vi fylder jo ret meget i forhold til de helt små øer, hvor folk bader fra klipperne. Båden her er bygget til at anløbe havnepladser, som de lidt større bebyggede øer har, så det er vores fokus,« siger Henrik Johansson, der har været fem år på Rescuer.

I sjældne tilfælde – ifølge Henrik Johansson i snit omkring fem gange om året – kan der tilkaldes en helikopter, man da man kun har én i regionen, som derfor kan risikere at være 200 kilometer væk til for eksempel en bilulykke, er det Rescuer, der er den primære ressource i området.

Selv når der er liv på spil, og der skal fart på båden, er det stadig med sikkerheden for øje. Specielt i sommermånederne må man tilpasse farten efter forholdene, der ofte kan byde på bunkevis af små både i de smalle sejlrender, som skal have tid til at flytte sig.

»Da vi startede med at sejle, havde vi faktisk ikke en sirene på skibet, men kunne kun advare med lys, og det opdagede folk ikke rigtig. Så vi fik installeret en sirene, og så begyndte folk at flytte sig, ligesom på land. Men vi skal heller ikke stresse dem, så de sejler galt, så det er en balance,« forklarer Niklas Rosengren.

Efter over ottes års drift i området kender Rescuer desuden de andre både så godt – og omvendt – at alle ved, hvad der skal ske, når de blå blink er tændt. Med andre ord: folk flytter sig. Og når sirenen er slukket, giver Rescuer plads til de andre.

Firhjulscrosser i egen garage på dækket

Både Henrik og Niklas er glade for deres job, men anerkender samtidig, at det kommer med sine udfordringer. Selvom ingen af dem som sådan vil kalde det et hårdt arbejde, så er der på flere fronter krævende, at man som vagthavende skal være tilgængelig 24 timer i døgnet.

»Du kan blive vækket midt om natten, du skal op, du skal være på og du skal sejle sikkert. Du skal tage de rette beslutninger og marginalerne er vældigt små; tre meter i den gale retning, så sidder du på en sten, og der er småbåde og turister om sommeren. Man skal være klar,« siger Niklas Rosengren.

For at navigere sikkert rundt i de smalle og altså ofte stærkt trafikerede sejlrender, har man det, Henrik kalder ’et aktivt pilot/co-pilot’-samarbejde på broen, så der er styr på, hvad der sker rundt om båden og kommunikationen med eksempelvis de mange mindre passagerfærger, der binder øerne og fastlandet sammen. Båden har i øvrigt også en håndfuld kameraer, der overvåger dækket og de nærmeste omgivelser, og sender livebilleder op til broen.

Ved siden af travlheden er der også en hel del ventetid forbundet med at sejle ambulancebåd. Dels ’nedetiden’ på Donsö, når der ikke er alarmer, men også mens ambulancen er i land, om det så er på en ø, eller mens en patient bliver kørt på hospitalet inde i Göteborg.

Skulle der blive behov for at medtage mere end én patient, er selve Rescuer også udstyret med en båre, førstehjælpsudstyr og lignende på samme måde, som man ser i en almindelig ambulance. Det er dog ikke noget, man bruger specielt ofte, bemærker Henrik Johansson.

Båren og det øvrige medicinske udstyr er placeret i det centrale rum på Rescuer, hvor man også har blandt andet redningsveste, diverse medikamenter, forbindinger og lægegrej, foruden et par elcykler til at rykke ind på de helt små øer, hvor vejene – der nok nærmere må kaldes stier – ikke er store nok til ambulancen.

Til det formål har Rescuer også en firhjulscrosser stående på fordækket, hvor den for nylig har fået sin egen lille garage i form af en plastikkasse, der kan skærme den mod saltvand, vind og vejr. Når det bliver aktuelt, er Henrik chauffør på crosseren, hvorpå man så spænder en lille, lukket trailer med plads til reddere, båre og nødvendigt udstyr.

Ved siden af crosseren udpeger Henrik Johansson også skibets assembly station på bagbords side fulgt af instruktioner om, hvad vi som gæster skal gøre – og navnlig ikke gøre – i tilfælde af en alarm.

UFDS får også et hurtigt kig i maskinrummet på bagbords side – styrbord er magen til, blot spejlvendt – hvor der trods trange forhold er plads til både et lille værksted, en 3.000-liters dieseltank, der sammen med den tilsvarende på den anden side rækker til omkring en uge, måske 10 dages drift afhængig af aktivitetsniveauet, og selvfølgelig hoved- og hjælpemotorer, vandbehandling etc.

Dansk flag vækker undren

Netop som UFDS sammen med Henrik Johansson er længst væk i maskinen, sker der det uundgåelige, at alarmen går, så vi må sno os op igen og få båden afsted. Helt i tråd med deres egne anbefalinger sørger både Henrik og Niklas dog for, at tingene sker i det rigtige tempo uden stress.

Alarmen er i kategori 2, det vil sige den næstmest alvorlige, og opkaldet kommer fra Styrsö, altså naboøen, hvor det straks bliver besluttet, at ambulancen hurtigere vil kunne nå over ved at køre selv over den knap 150 meter lange bro mellem de to øer.

Efter ambulancen er kørt, glider Rescuer ud af færgelejet på Donsö, sejler under førnævnte bro og i et adstadigt tempo hen til den lille havn på Styrsö, hvor Niklas Rosengren rutineret skubber stævnen ind mod kajen. I sådanne situationer fortøjer man ikke båden, men sænker blot rampen og holder motoren gående, mens man venter på, at ambulancen vender tilbage.

Det sker efter godt 20 minutter, hvorefter vi nu – i lidt højere fart, men dog uden blå blink – sætter kursen mod Fiskebäck på fastlandet, hvor patienten ganske udramatisk bliver flyttet over i en ventende ambulance og kørt videre til sygehuset.

»Det var fint, at vi fik noget at lave. Ofte når vi har elever ombord, som skal lære noget om enten det medicinske eller det maritime, så sker der ingenting i to dage, så det her var en fin tur,« bemærker Henrik Johansson med et smil, mens vi bevæger os tilbage mod basen.

Inden vi når ind i færgelejet på Donsö, går alarmen igen, men denne gang på selve Donsö, så Rescuer går til kaj og får igen ambulancen fra borde. Herefter sætter vi kurs tilbage mod Styrsö, for at være tættere på land, hvis patienten skal videre til sygehuset.

Mens vi – igen – venter på ambulancen i havnen på Styrsö, beretter Niklas og Henrik lidt mere om dagligdagen på den eneste ambulancebåd i Norden, og en af ganske få på verdensplan. Den status – og det opsigtsvækkende ydre – gør M/V Rescuer til lidt af en attraktion i sig selv.

»Vi har ganske jævnligt besøg af interesserede folk fra andre rederier og byer, og også journalister, der vil høre om, hvad vi laver, og vi er nok også den mest fotograferede båd i hele regionen. Hver gang vi passerer en færge eller lægger til et sted, kan vi se, hvordan kameraerne bliver peget i vores retning,« siger Niklas Rosengren, tydeligvis ikke helt utilfreds med situationen.

Udover at være fotomodel (på afstand i hvert fald), er han efterhånden også ganske erfaren, når det kommer til at svare på det spørgsmål, besætningen på Rescuer bliver stillet klart mest.

»Der er mange, der undrer sig over, at vi er danskflagede, når vi sejler rundt her, og har vores base på Donsö, men det er der jo en god grund til, i og med at rederiet er dansk, og båden er registreret i Esbjerg (hvor N-O-S’ kontor i Danmark tidligere lå, red.). Så det er ikke noget, vi tænker over, men man kan da godt forstå, at folk synes, det er lidt spøjst,« siger Niklas Rosengren.

Ambulancen er nu tilbage, og situationen er tilstrækkelig akut til, at patienten skal videre til hospitalet i Rescuers egen bil, så der bliver skruet op for motorerne på vej til Fiskebäck. Med en times ventetid foran sig, efter ambulancen er sat af, er der tid til, at Rescuer kan sætte UFDS af ved N-O-S’ kontor, så efter to udrykninger med sikkerheden på plads kan vi vinke farvel til det skriggule unikum i den svenske skærgård.