Både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø er i fokus på Maleraq Arctica, hvor sund fornuft og ansvar for sig selv og hinanden er nøgleelementer i sikkerheden ombord på skibet, der er blandt livlinerne for de små samfund langs de grønlandske kyster.

Selvom dimensionerne er noget mindre end på ’storesøsteren’ Tukuma Arctica – eller for den sags skyld i andre rederier som eksempelvis hos Maersk – så er sikkerhed stadig en stor faktor på Maleraq Arctica, som er et af Royal Arctic Lines seks bygdeskibe, der betjener de små bysamfund på Grønlands vestkyst.

Det lille fartøj måler 67 meter i længden og kan tage 55 TEU (heraf op til 36 reefere), men sejler ofte også med stykgods, der er lettere at levere til bygderne. Til det formål kan den 12 mand store besætning benytte sig af skibets to dækskraner, der kan tage mellem 20 og 35 ton med en rækkevidde på op til 19,5 meter.

I messen møder UFDS skibsfører Jørgen Kjær Jensen og 1. maskinmester Casper Stibolt, der beretter om de mange sikkerhedsovervejelser, der er bydende nødvendige på søen og ikke mindst i det arktiske klima, som folkene på Mary Arctica også har understreget vigtigheden af.

»Sikkerhed er jo det, der ligger til grund for dagligdagen. Alle handlinger bliver på en eller anden facon sikkerhedsvurderet. Vi sejler ikke uden, vi mener det er sikkert, og vi arbejder ikke uden, vi mener det er sikkert. Alting er bundet op på, at folk skal komme hjem igen uden skader,« siger Jørgen Kjær Jensen om de overordnede tanker.

»Alt hvad der hedder PPE, faldsikring, redningsveste og så videre går vi meget op i skal være til rådighed her, det må ikke mangle. Vi fokuserer også på at have de rigtige tjeklister, eksempelvis til enclosed space, som er en farlig opgave og noget man kan dø af, hvis man ikke har sine procedurer på plads,« supplerer Casper Stibolt.

Tjeklisterne har man liggende i rederiets sikkerhedssystem, klar til at blive printet ud og medbragt på opgaver, eksempelvis bunkering, så alle skridt bliver taget i den rigtige rækkefølge. På den måde kan man tage størst muligt hensyn til både personale og den sårbare natur omkring verdens største ø.

Mindst lige så vigtigt som tjeklisterne er selve kulturen på skibet, som handler om, at besætningen konstant minder hinanden om at huske sikkerheden, både i form af det rette udstyr og at gøre tingene ordentligt, selv når der er travlt på dækket.

»Det går jo stærkt en gang i mellem, og så kan det godt være, at der er én, der er ved at glemme for eksempel faldselen. Den er god at minde folk om. Også at man lige får en redningsvest på, når man skal tage en trosse på kajen eller i arbejde prammen, den slags gør vi meget ud af, og det fungerer ret godt,« siger Casper Stibolt.

Erfarne folk skal tage ansvar

Sammen med de relevante myndigheder gennemfører besætningen på Maleraq Arctica jævnligt grundige sikkerhedsrunderinger, hvorefter man ombord er meget omhyggelige med at få udbedret de mangler, der måtte blive påpeget, forklarer Jørgen Kjær Jensen.

»Det er et system, der fungerer, og jeg synes også, at vores sikkerhedsudvalgsmøder, hvor vi kan rapportere ting til rederiet, virker. Det kan være kraner, der larmer. Hvis kranerne larmer, så vi ikke kan tale sammen ude på dækket, så er det jo også en sikkerhedsrisiko, særligt for vores vedkommende, fordi vi har nogle meget tunge løft,« siger den erfarne skibsfører.

På et skib som Maleraq Arctica og Royal Arctic Lines øvrige fartøjer i samme klasse fungerer dagligdagen ved, at besætningerne ombord grundlæggende laver alting selv, både hvad angår selve sejladsen og omkring lodsning og lastning af gods.

»På den måde er det her jo en farlig arbejdsplads, men alligevel har vi virkelig få ulykker, og det har meget at gøre med den kultur, vi har opbygget her,« siger Casper Stibolt.

En anden vigtig faktor er, at der i specielt de arktiske farvande er tale om erfarne folk, der er gode til at tage ansvar og stå på mål for at træffe de rigtige beslutninger, når togterne er i gang og forholdene udfordrer leverancerne af varer til de små bygder.

»Der er det med vejret, og så er der isen, og så bliver det måske mørkt, og hvis vi nu springer over i dag, hvordan ser det så ud, når vi kommer tilbage igen – kan vi så klare tingene der eller kommer vi til at vente en uge eller 14 dage?« spørger Jørgen Kjær Jensen retorisk.

Ikke mindst sidst på sæsonen er der pres på overvejelserne, når man potentielt er det sidste skib, der kan komme ind til en bygd, inden der bliver lukket ned i fire-fem måneder. Scenarier, hvor beslutninger bliver presset igennem af hensyn til indbyggerne på land, er ikke svære at forestille sig.

»Vi føler jo, at vi er livlinen for de her små samfund. Det er jo det, der giver ansvaret, og som også gør, at man nogle gange kan føle sig lidt presset. Men det er jo ikke en tung byrde i dagligdagen, det er kun i nogle situationer, presset kan opstå,« siger skibsføreren.

Vigtigt at huske det sociale aspekt

Undervejs i samtalen kommer vi flere gange rundt om samarbejdet med søfartsmyndighederne, som efter Jørgen Kjær Jensens til tider har sine mangler, trods gode intentioner. Som eksempel nævner han, hvordan han og besætningen har været på kursus i sikkerhed og ledelse på skibe i polarområder.

»Det er da en fin idé. Men i det hold, jeg var med på, der havde vi nok mere end 350 års samlet erfaring i sejlads heroppe, mens underviseren havde været tre uger på et skib. Der kan det jo være lidt svært at gennemskue, hvad der er smart i det,« siger han tørt.

I den daglige drift på skibet er sund fornuft derfor altid noget af det, man kommer længst med, understreger han. Ganske simpelt at tænke sig om og være opmærksom på sine omgivelser og forholdene.

»Det handler jo egentlig bare om ikke at komme galt afsted. Hvis det er dårligt vejr, så må vi sige: ’Lad være med at gå udenfor, hold jer indenfor i dag, der er ikke nogen til at samle jer op.’ Det ved folk jo egentlig godt, men vi minder dem om det alligevel,« siger Casper Stibolt.

I forlængelse af det peger han på værdien i, at man ikke nødvendigvis har en zero accident-kultur, men snarere en mere realistisk tilgang, hvor man anerkender, at der sker ulykker fra tid til anden, men man samtidig lægger vægt på at lære af dem, så de kan minimeres i både antal og omfang.

Udover de fysiske udfordringer har man i Royal Arctic Line også fokus på det psykiske arbejdsmiljø, blandt andet i relation til de kvindelige besætningsmedlemmer, som altid har været en fast bestanddel i rederiet.

»Hvis folk har det dårligt, så er tankerne et andet sted henne, og det er også en risiko. Så vi gør meget ud af det sociale på skibene; kan vi lave en fælles hyggeaften, kan vi gå i biografen sammen, som vi faktisk gjorde i sidste uge. Det giver noget fælles at snakke om, som ikke er arbejdsrelateret,« fortæller Jørgen Kjær Jensen.

Bare det at man hver eftermiddag kl. 17 sørger for at mødes over en sodavand eller en enkelt øl for at tale både dagen igennem og vende verdenssituationen i øvrigt, er meget værd, understreger han videre.

»Det er jo lidt et uofficielt toolbox-møde, som måske ikke lige bliver dokumenteret, men hvor vi lige får taget en status på tingene ombord. Og det med at folk har det godt, det er utrolig vigtigt. Det er noget, man skal bruge noget energi på,« lyder det fra skibsføreren.