Frivillighed er kernen i driften af Dansk Søredningsselskab, men uddannelse og træning sørger for, at sikkerhedsniveauet kan måle sig med indsatsen i de største rederier.

Ligesom diverse vandgående fartøjer kommer i alle størrelser – fra en robåd over cruise liners til verdens største containerskibe – findes overvejelser om sikkerhed også i alle sammenhænge. Simplere i robåden end på eksempelvis Marseille Maersk, men lige så vigtigt, når der er menneskeskæbner på spil.

Det ved folkene hos Dansk Søredningsselskab (DSRS) også. Foreningen blev oprettet i 2004 og har lige siden bestået af frivillige ildsjæle, der bemander 13 redningsstationer spredt over det meste af Danmark. Økonomien bliver udgjort af kontingenter fra de næsten 13.000 medlemmer suppleret med drypvise bidrag fra fonde. En enkelt fuldtidsansat koordinerer driften.

UFDS har besøgt en af DSRS’ største stationer, beliggende i Helsingør, hvor stationschef Anders Lassen er leder for de omkring 30 operationelle frivillige, der på skift er klar til at rykke ud døgnet rundt til ikke-livstruende situationer med en responstid på højst 20 minutter.

En typisk opgave kan være en bugsering af en lystsejler med motorstop. Ikke i sig selv specielt farligt, men hvis båden eksempelvis driver rundt i den stærkt trafikerede sejlrende på Øresund – som vi tidligere har talt med Sundbusserne om – kan det hurtigt blive ubehageligt for de involverede.

»Vi har ca. 100 aktioner om året her i Helsingør – 1000 på landsplan – og langt de fleste er bugseringer. Lige knap en tredjedel af aktionerne bliver initieret af JRCC (Joint Rescue Coordination Center under Forsvaret i Karup, red.) og har karakter af det, vi kalder forebyggende søredning, det vil sige, at vi forhindrer nogle situationer i at blive alvorlige,« fortæller Anders Lassen.

»Vores mantra om at få alle sikkert i havn gælder jo alle, og ikke mindst også os selv. Og der er træning og uddannelse vejen til at få den bedst mulige sikkerhed.«

Anders Lassen, stationschef, Dansk Søredningsselskab, Helsingør

Hvis en sejlbåd eksempelvis får lov til at drive langt ud i Kattegat, er det ensbetydende med en langt større og dyrere redningsaktion, end hvis DSRS henter folk ind. Det koster 50.000 kroner i timen at sende en helikopter i luften, pointerer han, mens DSRS rykker ud gratis.

»Vi får ingen løn, så det vi så at sige ’lever af’, er den glæde og taknemmelighed, folk viser, når vi kommer dem til undsætning i en presset situation. Det er det, der bærer det hele,« siger Anders Lassen, der som mange andre af de frivillige reddere har adskillige år som lystsejler bag sig.

Som nødstedt kan man enten ringe direkte til DSRS – medlem eller ej – hvis man har nummeret til den nærmeste redningsstation, eller man kan ringe 112, som vil sende opkaldet videre til JRCC. Her vil den vagthavende officer så alarmere DSRS – eller sende en helikopter afsted, hvis der er liv på spil.

Skal kunne redde sig selv

I lighed med de store rederier har Dansk Søredningsselskab også en skemalagt plan for de forskellige øvelser, de frivillige folk skal afvikle i løbet af året. Konkret træner det hold, der er på vagt, typisk to gange om ugen efter et fast rul, så man får dækket det hele.

»Vi øver navigation i mørke, bugsering, eftersøgningsmønstre, mand-over-bord, grundstødning og en masse andet efter den her plan, så alle kommer igennem alt på et år. Vores regel er, at man som frivillig skal deltage i mindst halvdelen af alle øvelser for kunne være operativ,« siger Anders Lassen.

Derudover er der kun få krav for at blive aktiv redder; man skal være tilgængelig i sine vagtperioder, være fysisk i stand til at bevæge sig sikkert rundt på bådene og kunne redde sig selv op af vandet. Endelig skal man have speedbådscertifikat, som er en del af introforløbet, træning i hjerte-lunge-redning og generelt kendskab til stationen, udstyr og procedurer.

»Vi tager nye folk ind i hold et par gange om året, og så er de aspiranter i en sæson, altså sommer eller vinter, hvor vi ser hinanden lidt an, både hvad angår det praktiske og det sociale. Derefter kan man så blive redderassistent og sidenhen redder og til sidst bådfører,« fortæller Anders Lassen.

Hvert eneste af disse trin kræver flere uddannelser; som redder skal man have duelighedsbevis, som bådfører skal man have udvidet kendskab til søgemønstre og lignende. Til det formål har DSRS et fastlagt uddannelsesprogram, som både nye og erfarne frivillige kan følge.

Udover dette deltager DSRS også i opfølgningskurser under JRCC på flådestationen i Frederikshavn, hvor man træner i simulatorer, søgemønstre, on scene-koordinering og meget andet.

På stationen i Helsingør har man desuden et tæt samarbejde med søsterorganisationen på den svenske side af Sundet, sammen med hvem man årligt arrangerer en større øvelse, ligesom mange nødopkald bliver håndteret i fællesskab.

»De hjælper os og vi hjælper dem, hvis en svensk sejler går på grund herovre eller omvendt. Og så havde vi vores store øvelse her for et par uger siden (starten af april, red.), hvor vi havde to helikoptere med, en dansk og en svensk, og så simulerede vi med dukker i vandet, at to skibe var stødt sammen, så vi kan øve os i at koordinere og snakke sammen for at redde folk,« forklarer Anders Lassen.

’Folk regner med os’

At være operationel frivillig i Dansk Søredningsselskab er med andre ord noget andet end at møde op i en Røde Kors-butik en dag om ugen. Samtidig medgiver Anders Lassen, at der er grænser for, hvad man kan forlange af folk, netop fordi de er frivillige – og gennemsnitsalderen i øvrigt er omkring de 60.

»Jeg har været leder i erhvervslivet i mange år, og det er på mange måder nemmere, for der kunne jeg bare fyre folk, sådan lidt sat på spidsen. Men det kan jeg ikke her, så her handler det meget om anerkendende ledelse og om følgeskab i stedet for lederskab,« siger den erfarne stationschef.

Ikke desto mindre er der sket markant udvikling den seneste tid, fortæller han videre. Medlemstallet er tredoblet over de sidste fire-fem år, hvilket har løftet de økonomiske muligheder for organisationen, når det gælder indkøb af materiel og den type opgaver, man kan rykke ud til.

»Det betyder også, at folk regner med os. JRCC forventer, at vi står parat, og det betyder også øgede krav til de frivillige. I gamle dage var der lidt et billede af, at vi var nogle gamle mænd i gummibåde, der sejlede ud i godt vejr, men sådan er det ikke mere, og det er fordi, vi har flyttet os utrolig meget med hensyn til uddannelse, kompetencer og materiel,« siger Anders Lassen.

Det spiller direkte ind i DSRS’ mantra: Fælles om at få alle sikkert i havn. Den underliggende mission er således at skabe tryghed på havet for alle, der bruger det; en opgave der – ligesom DSRS – er vokset støt de seneste år.

»Tryghed og sikkerhed er to sider af samme mønt. Tryghed er også at vide, at der kommer nogen til undsætning, hvis man har brug for det. Så bare det at vi er her, skaber tryghed, og det er også en form for sikkerhed for sejlerne derude,« siger Anders Lassen.

På de indre linjer betyder frivillighedsaspektet både nogle anderledes, men også ekstra krav til de frivillige, når det gælder deres egen sikkerhed. Der kan således opstå situationer, hvor man er nødt til at sige fra, om end det ikke er sket endnu.

»Så må vi overlade det til de professionelle. Vores mantra om at få alle sikkert i havn gælder jo alle – om du er på et paddle board, i en kajak, en sejlbåd eller en færge – og ikke mindst også os selv. Og der er træning og uddannelse vejen til at få den bedst mulige sikkerhed, så vi kender vores egne grænser og er trygge ved hinanden og vores evner og vores materiel,« konkluderer Anders Lassen.