Ammoniak er et af fremtidens klimavenlige brændstoffer, men med anvendelsen af det giftige produkt følger nogle nye sikkerhedsrisici, som branchen skal forholde sig. Det gør motorproducenten Everllence allerede. Og det er egentlig ikke så svært.
Den grønne omstilling af skibsfarten er i fuld gang, så branchen på globalt niveau – forhåbentlig – kan nå IMO’s mål netto-nul udledninger fra international shipping omkring 2050. Opgaven er stor, og flere af Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfarts medlemmer er allerede godt undervejs med forskellige initiativer.
Blandt de meste kendte eksempler er nok A.P. Møller – Maersks fokus på dekarbonisering af flåden, hvor et af de primære virkemidler er metanol som brændstof. Bio- og e-metanol kan ifølge rederiet reducere drivhusgasemissionerne med mindst 65 procent sammenlignet med konventionelle fossile brændstoffer.
Brugen af metanol på fartøjer som Laura Mærsk og hendes større søskende er rent praktisk direkte afhængig af dual fuel-motorer, der kan sluge det nye brændstof side om side med bunkerdiesel, hvilket vil være nødvendigt en del år frem, mens produktionen af grøn metanol kommer op i gear.
Motorerne bliver blandt andet leveret af MAN Energy Solutions, der for nylig har skiftet navn til Everllence. UFDS har været på besøg på selskabets danske hovedkontor og testcenter i Københavns sydhavn for at tage en snak med Senior Superintendent Lars Bay om perspektiverne.
»Vi har kørt med ammoniak på vores testmotor i snart to år, først på én cylinder, nu er vi på alle fire, og grundlæggende er det egentlig ret simpelt. Vores designfilosofi er, at du som tekniker skal kunne arbejde med motoren og skille ting ad uden at blive udsat for ammoniak i nævneværdig grad,« fortæller han.
’Nævneværdig grad’ dækker over, at man nok vil kunne fornemme det – den menneskelige næse fanger ammoniak allerede omkring 5 ppm – men langt fra er noget, der kræver åndedrætsværn eller lignende, og så er det altså kun i forbindelse med vedligehold, at man vil kunne lugte det, understreger Lars Bay.
På alle virksomhedens second fuel-motorer – hvor man udover ammoniak også kan bruge for eksempel metanol, metan eller LPG (flydende gas) – benytter Everllence sig af dobbeltrør, hvor selve brændstoffet bevæger sig i det inderste rør, der så er omsluttet af et luftventileret yderrør med undertryk.
»Så skulle der opstå en læk i inderrøret, hvor du kan have ammoniakken løbende ved 80 bar, som vi har her, så bliver det detekteret i yderrøret, ligesom yderrøret bliver trykverificeret ved hver opstart. Og hvis undertrykket forsvinder i yderrøret, så lukker systemet automatisk,« forklarer Lars Bay.
Vandgardin som oplagt løsning
Der er altså stort fokus på sikkerheden ved opstart og drift af den ammoniakdrevne motor, og det samme er tilfældet, når der skal udføres vedligehold. Inden da kan man således ”skylle” (purge) dobbeltrøret med nitrogen, så man kan skille motoren ad på forsvarlig vis.
»Kongstanken er, at hvis man gør tingene ordentlig, læser vejledningerne og tænker sig om, så er der ikke flere risici ved en ammoniakmotor, end der er ved en, der kører på normal diesel. Men selvfølgelig skal man helt generelt vide, hvad man laver,« siger Lars Bay.
Det gælder i særdeleshed også i forbindelse med bunkering af ammoniak, som Everllence selv gør ofte. Hovedingrediensen i sikkerhedsforanstaltningerne på den front er ganske enkelt vand, som i tilfælde af en lækage hurtigt og effektivt kan fortynde ammoniakken til en tynd salmiakspiritus, der så kan samles i en tank inden bortskaffelse.
»Ude på skibene har man jo i sagens natur vand rundt om sig hele tiden, så der kunne jeg forestille mig, at man kan lave et vandgardin rundt om sin bunkerstation, som også er det vi gør her, men det er jo ude af vores hænder. På åbent hav kan man derudover også godt til dels afdampe noget af det, det kan vi bare ikke her, hvor vi er omgivet af by,« påpeger Lars Bay.
Som brændstof har ammoniak først og fremmest den fordel, at det brænder langt renere – ikke mindst helt uden CO2 – end diesel. Man er dog nødt til at bruge en lille andel diesel, omkring fem procent, til at antænde ammoniakken, som ellers er et kølemiddel, men ifølge Lars Bay brænder forbavsende godt.
»Den nye risiko, der følger med, er giftigheden. Det er også derfor, vi går med livrem og seler her med double walled pipes, purging med nitrogen og så videre. Og derfor har vi heller ikke nogen ekstra krav til PPE (beskyttelsesudstyr, red.) udover at man tager nogle sikkerhedsbriller på i tilfælde af oliesprøjt, men vi er ikke ude i åndedrætsværn og den slags,« siger han.
Risici er minimeret efter alle kunstens regler
I forbindelse med virksomhedens egen bunkerstation har Everllence etableret en bygning, åben i den ene ende, hvor tankbilen bakker ind over nogle simple spildbakker i gulvet. Skulle der opstå en lækage, vil det blive fanget af nogle sensorer, der lukker dørene i den modsatte ende af rummet af og starter vandsystemet.
»Det er sådan set bare et sprinkleranlæg, virkelig simpelt egentlig. Men det er nok til at sørge for, at vi kan fange de dampe, der kommer, så man reelt kan stå lige ude foran bygningen her uden at kunne lugte noget. Og det er ikke for at underspille noget, for ammoniak er giftigt, men på den her måde er det ikke særlig svært at sikre sig mod,« siger Lars Bay.
Ved selve bunkeringaktionen, altså når ammoniakken skal pumpes fra tankbil til Everllences system, er der krav om fuld PPE. Everllence modtager ammoniakken flydende under tryk, og brændstofslangerne er forsynet med koblinger, så væsken ikke kan flytte sig, før de er forseglede.
»Vi har forsøgt at lave det så fejlsikret som muligt, så de risici, der findes, er minimeret efter alle kunstens regler. Koblingerne har for eksempel også en snap away-funktion, så selv hvis slangen bliver hevet af ved at uheld, så lukker ventilen med det samme,« forklarer Lars Bay og fortsætter:
»Vi er gået all-in på sikkerheden og prøvet at indtænke alle mulige scenarier, næsten uanset hvor usandsynlige de er, måske bortset fra bevidst sabotage. Den naturlige reaktion vil jo være at fjerne sig, fordi det rent ud sagt river i næsen, men der skal også være nogle procedurer for det. Og der findes jo standarder for, hvor store koncentrationer man må være udsat for i hvor lang tid, så dem læner vi os op ad.«
